Stilhed i mylderet

Klokken er 9. Det er en ganske almindelig onsdag morgen og vi er på vej på hvert vores universitet. Martin med Central Line toget og Kirstin med Circle Line toget. En let glidende korreografi af travle businessmænd med lædermapper og unge studerende med musik i ørene fletter sammen foran Paddington Station. Jo mere vi nærmer os indgangen, jo tættere kommer vi på vores med-pendlere. Til sidst er der så lidt plads i mellem os, at Kirstin har sidemandens parably stikkende ind i låret, mens personen bag hende har glæde af nærkontakt med hendes rygsæk.

Højtaleren lyder: "Due to heavy traffic on the platforms the station will now be closed for a few minuttes. We apologize for any inconvienience". Lidt længere fremme i menneskemasse beder en mand med dybe folder under øjnene folk om at "step back please", så han kan trække et gitter for indgangen til stationen. Absolut stilhed. Ingen fortrækker en mine. Det her er helt normalt.

Utålmodige luksusdanskere som vi er, hiver vi telefonerne frem for irriteret at konstatere, at det i dag ikke var nok at tage afsted en halv time før. Minutterne tikker afsted på telefondisplayet. Mødet på uni starter om 20 minutter, og vi er ikke engang kommet ind på stationen endnu. Vi kigger os omkring for at finde forståelse for irritationen, der bobler inde i os. Men englænderne står helt roligt og læser videre i deres aviser og paperbackbøger.

"Please keep right" skratter det fra højtaleren, da manden med de trætte øjne trækker igen gitteret fra for at lukke næste hold ned på stationen. Skulder mod skulder tøffer menneskemængden ned af trapperne og ud på de underjordiske perroner. Kirstin står presset helt op af en kvinde med tre store tasker, og der kan vitterligt ikke komme flere ud på perronen uden af de forreste bliver presset ud på skinnerne. Så kommer toget. Hænder og rygsække nærmest falder ud, da dørene, som de har været presset op mod, åbner sig. Enkelte fra perronen forsøger at mase sig ind i det propfyldte tog. Vi vælger at vente på det næste.

To tog senere er vi afsted og står mast sammen mellem et par italienske turister og en ældre jakkesætsklædt herre. Selv om denne togvogn alene transporterer 60 mennesker er her tyst som graven. Kun skinnernes skingre klagesang og togvognens bumlen kan høres. Englænderne taler ikke, når tuben kører. De har travlt med at læse fra hver sin gratisavis eller Kindle-boglæser, så enhver samtale i toget får automatisk alle til at lytte med. Sådan føles det i hvert fald, når vi snakker i toget. Tredive par øjne hviler på os. Godt de ikke kan dansk, tænker vi.


Efter en lang dag på uni bryder transporthelvedet igen løs først på aftenen. Det er især slemt i den ende af byen, hvor Martins universitet ligger. Nogle dage tager det ham en time at komme de fire stop hjem med toget. Han elsker det. Højt.