Perfekt påske pause

Så kom påsken og iiiiiiih hvor var den tiltrængt! Vi sprang på et tog til Nordvestengland for at holde ferie i fire fantastiske påskedage. Første stop var Manchester, hvor vi vandrede fra stationen ned i centrum for at finde det hotel, hvor Martins far Lorenz arbejdede for mange år siden. The Midland Hotel er et over 100 år gammelt 4-stjernet sted med lysekroner og michelin-anbefalinger. Vi blev gode venner med dørmanden med den høje hat, da vi fortalte ham, at Martins far havde arbejdet der, og fik lov at snuse rundt i de fine gamle saloner.



Udover hotellet kiggede vi også forbi kirken og et par af de hippe gader i byen.

Fra Manchester lejede vi en lille bil og kørte 120 kilometer nordpå til den sydlige del af Lake District National Park. I forhold til London var det, som at køre ind i en anden verden. Grønne marker, frisk luft, små bjerge, brægen fra får og kilometervis af lave stenvægge langs vejene ligesom i Postmand Per filmene. Trafikken var så beskeden, da vi kom ind nationalparken, at det var nemt at glemme at køre i venstre side. Til gengæld var vejene så smalle, at vi skulle bakke helt op ad stenhegnet, hver gang der kom en modkørende.



Vi tilbragte den første aften i kystbyen Workington hos den ældre dame Sue Dahl, som sammen med sin tyske mand Fred drev en lille Bed and Breakfast. Da vi ved 18-tiden stadig var ved at finde vej gennem områdets spindelvæv af bittesmå snørklede veje og derfor ikke var nået frem, fik vi et bekymret opkald fra Sue, som ville høre, hvor vi blev af. For et døgns tid havde vi fået os en ekstra moder.

I den mikroskopiske landsby Dean 15 kilometer fra Workington havde vi på forhånd fundet en pub, der var berømt for sin fantastiske mad. Til en mild duft af ko-lort og en insisterende brølen fra køerne i stalden ved siden af, fandt vi vej til pubben og indtog en fantastisk saftig steak med obligatoriske pomfritter og friturestegte løgringe.

Sengen hos Sue og Fred i Workington var vidunderligt blød og befandt sig på første sal af deres hyggelige hus, som ses på billedet nedenfor. Til morgenmad sparede Sue ikke på noget som helst, og vi fik serveret hver vores ´full English Breakfast´ med centimeter-tyk bacon, to spejlæg, kartoffelkager og et par seriøse medisterpølser. Sue havde fået besøg af sønnen Jürgen og barnebarnet Lara, da vi døsige af kolesterol-chok forlod hendes hyggelige Bed and Breakfast med en 10 minutter lang verbal vejbeskrivelse til farvel.



Et smukt samarbejde mellem Sues udførlige anvisninger, vores medbragte kort og Martins iPhone bragte os på den ønskede snørklede bjergvej mod søen Buttermere. Undervejs mødte vi dette skilt:


The Lake District ligger i det aller nordligste England tæt ved grænsen til Skotland, hvor udtalen af ordene derfor har noget lidt skotsk over sig. Om stavemåden på skiltet ovenfor er udtryk for en dialekt eller ordblindhed fandt vi ikke ud af, men lam og får var der i hvert fald rigeligt af. Også på vejen !

Den søde Sue fra vores Bed and Breakfast havde ud over sin udførlige vejbeskrivelse givet os dette tip: "Det er alt for dyrt at parkere bilen på nationalparkens officielle parkeringsplads, så sæt i stedet bilen et sted langs søen Buttermere og gå rundt om den derfra. Det tager kun 2.5 time". Da vi kom kørende langs søen og så en ledig plads på et lille indhak ved vejen, slog vi derfor til i triumf. Sådan sparer man 50 kroner for et par timers parkering ude i bjergene, tænkte vi, og begav os afsted på vores gåtur rundt om søen. Der var så bare lige den detalje, at det var den forkerte sø. Hvilket vi først opdagede efter 1,5 times vandring, fordi vi kom til et skilt med navnet på den ønskede sø samt en lille pil og afstanden dertil: 0.5 miles. Skønt.






Vores lille sø-vandretur, der hverken inkluderede vandrestøvler eller snacks, endte derfor med at vare i 5 timer og 15 kilometer. Det var en smuk tur, som også blev højdepunktet på hele vores Lake District eventyr, men fødderne blev tunge de sidste par kilometer, hvor Sues proteinbombe-morgenmad også forlængst var fordøjet. På vej tilbage langs bredden af den forkerte sø, stak Kirstin derfor tommelfingeren ud i blaffe-position, og vi var heldige at få et lift med et par venlige lokale tilbage til bilen.

Herfra kørte vi over Honister Passet gennem bjergene til den næste dal. Vejen snor sig opad og hældningen når 25 % ved skifer-minen på toppen, hvilket gav rigelig øvelse i gearskift med venstre hånd.

Vi endte dagen højt mod nord i byen Carlisle, som er Lake Districts eneste egentlige by, hvor folk fra hele området kommer for at gå på indkøb, på diskotek eller til koncert. Via et knaldtilbud på nettet havde vi fået et værelse på byens førende hotel, som vi trætte sjoskede ind på med mudder fra vores vandretur langt op ad buksebenene. Bring on the luxury, please!
Skuffelsen var derfor enorm, da værelset stank af gammel sur skimmel og lignede noget, der var højeste mode i 1960. Fedest. Kirstins ansigt lagde sig i voldsomt nedadpegende folder, da hun satte kursen mod receptionen og formåede at være så tvær og umedgørlig, at vi ikke bare fik et andet nyistandsat værelse, men også gratis treretters middag med vin på husets regning. Det var en dejlig steak :)

Søndag gik turen fra Carlisle mod nordøst for at besøge Englands svar på den kinesiske mur: Hadrian´s Wall. En romersk kejser ved navn Hadrian fik for næsten to tusind år siden den ide at bygge en 120 km lang og 5 meter høj mur tværs gennem England, for at beskytte sit rige mod de blodtørstige keltiske stammer, der dengang levede i Skotland. Muren kom til at udgøre Romerrigets nordgrænse og var stærkt bevogtet med 14 fæstninger spredt ud undervejs. Store dele af Hadrian´s Wall står der stadig den dag i dag, men mange af stenene er blevet stjålet og brugt til at bygge huse gennem årene, så højden er desværre reduceret til omkring 1,5 meter. Det var dog stadig imponerende at se den gamle grænsemur, og vi besøgte en restaureret fæstning langs muren.

Sidste stop i Lake District var en regnfuld sejltur på områdets mest populære sø Windemere. Langs søens bred lå der op til flere bud på herregårde, hvor den fiktive førsteelsker fra Jane Austens romaner Mr. Darcy kunne have haft sin sommerresidens og inviteret områdets ungmøer til bal.



Vores sidste aften blev tilbragt i landsbyen Bowness, som ligger ned til Windemere, hvor vi fik smagt på den lokale laks hos byens fremadstormende unge kok. Nam !

Turen hjem gik fra Liverpool, hvor vi trodsede regnen og nåede omkring i det hippe havneområde Albert Dock. Over for turisterne lever Liverpool fortsat højt på the Beatles, som satte byen på landkortet i 1960´erne. Man kunne blandt andet komme ud at sejle med en ´yellow submarine´, som var blevet udstyret med hjul og derfor også kunne køre turisterne ud til Penny Lane og forbi den berømte Beatles natklub The Cavern.



Vi nøjedes med et besøg på byens Beatles museum, hvor vi kiggede ind forbi en rekonstruktion af scenen i The Cavern, som den så ud, da Beatles blev berømte ved at spille der i 1960´erne. Fire dage var fløjet afsted og mandag eftermiddag var vores perfekte påske pause forbi. Toget hjem til Londons travle gader tog kun et par timer.