Præsentation af bloggen

Følg en dansk journalist og en Ph.D. studerende under et 6 måneder langt studieophold i London i foråret 2012.

Friday, January 27, 2012

Transportmæssigt udfordret

De driller, busserne. Systemet må bære på en hemmelighed, som vi ikke er blevet indviet i, for det er endnu en sjældenhed at det lykkes os at springe på en bus og rent faktisk komme det rigtige sted hen på det rigtige tidspunkt.

Forleden skulle Martin være på universitetet kl. 11, og for at være i god tid sprang han på bussen kl 10.15. Turen burde i følge rejseplanen tage 20 minutter, men efter 45 minutter var det kun lykkedes bussen at snegle sig 900 meter rundt om hjørnet. Antallet af sorte taxaer og røde busser var så overvældende, at det var umuligt for bussen at mase sig hurtigere frem. Klokken var blevet 11 og seminaret på uni gået i gang, da Martin slukøret steg af bussen ved første stoppested og sjoskede hjem. Gåturen tog 10 minutter.

Kirstin mente ikke, at det kunne passe at bussystemet virkelig skulle være så umuligt at have med at gøre, så i går tog hun bussen i stedet for tuben hjem, for at bevise sin pointe. Eller det vil sige: hun forsøgte at tage bussen hjem. Computer Science fakultetet ligger mellem to undergrundsstationer i Fitzrovia og for at finde en bus hjem til Paddington vandrede hun op til den ene station. Men i London er et busstoppested som f.eks. Great Portland Street Station ikke bare et busstoppested. Nej, et busstop ved en undergrundsstation kan brede sig over flere hundrede meter og ligge spredt på alverdens små sidegader. På et skilt fandt Kirstin så ud af, at hun skulle finde busstoppested K (som i busstoppestedsforgrening nummer 11 ved det busstop).

Det lykkedes og bussen kom relativt hurtigt. Kirstin frydede sig, da det dermed tydede på, at ikke var så besværligt at køre med bus i London, som Martin havde sagt. På forsiden af bussen stod der "Paddington", så Kirstin sprang på og betalte de 14 kroner med sit Oystercard for turen. Hun satte sig godt til rette på bussens anden etage for at nyde udsigten til Londons gader frem for de tilsodede tunneller i undergrunden. "Ah...den var nu slet ikke værst sådan en bustur - det kunne være jeg skulle tage bussen noget oftere", nåede Kirstin at tænke, inden bussens robotstemme ødelagde den gode oplevelse.
"This bus terminates here. Please take all your personal belongings with you", lød det høfligt metalisk. Chaufføren havde ændret skiltet foran på bussen, så der nu stod Baker Street Station - hvilket var 200 meter fra stoppested K. Kirstin måtte nu betalte yderligere 20 kr for at komme hjem med undergrunden.

Heller ikke i går skulle det lykkes os at knække koden til Londonsbussystem - vi får se, om det lykkes.

Sunday, January 22, 2012

Dansk besøg og tyske bekendtskaber

Kun fjorten dage i London er gået og vi har allerede haft vores første besøg fra Danmark. Kirstins forældre og søster kom et smut forbi London i weekenden og vi har sammen hygget os med restaurantbesøg og ture ud for at blive fotograferet med vores helte på Madame Tussauds og se på mumier på British Museum. Det har været helt dejligt også at lege lidt turist i byen efter alt det praktiske med supermarkeder og IKEA-besøg.


For Kirstins vedkommende er der også for alvor kommet gang i tingene på universitet; hun har sin første præsentation foran klassen allerede i morgen mandag og har til formålet skullet designe en plakat i A2 format med sin ide til et medieprojekt, der skal arbejdes med gennem hele semestret. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Martin ankom til London i fredags og har sine første møder på uni i den kommende uge.

På den sociale front går det stille og roligt fremad med at møde folk. Vi har hilst på nogle af de andre beboere i vores student hall til et velkomst arrangement med drinks og også på Kirstins uni har der været en fest, hvor hun mødte nogle tyske og svenske piger, som hun efterfølgende har hængt lidt ud med.

Wednesday, January 11, 2012

Slidte fødder og et perfekt skema

Fødderne er allerede helt slidte. Og jeg har kun været i London i tre dage. Tør slet ikke tænke på, hvor meget hård hud jeg kan nå at oparbejde de kommende måneder :)

Introduction day var, som den slags nu er: Al for meget information presset sammen på en række al for uoverskuelige slides. I de få minutter af den 3 timer lange seance, som ikke foregik i forelæsningsstil, nåede jeg at hilse på en sød meget ung kinesisk pige og en 22-årig dansker fra Aalborg. Ellers har jeg endnu ikke mødt mine nye studiekammerater.

Universitetets fakulteter ligger spredt ud over forskellige bygninger i Marylebone/Bloomsbury i det centrale London og forstaden Harrow, som ligger en halv times togkørsel nord for centrum. Jeg har allerede været på opdagelse i tre af universitets mange bygninger. Her er en lille forsmag.
Der er det klassiske labyrintisk indrettede hovedsæde tæt ved Oxford Street, hvor universitets fitnes center ligger.... (for ja, et hvert universitet har vel eget fitnes center!)...og rundt om hjørnet derfra er der det moderne naturvidenskabelige fakultet med nye iMac-maskiner, som ses nedenfor. Her skal jeg have en stor del af mine timer.

Ellers er tiden gået med et omfangsrigt besøg i Londons IKEA. Et projekt som fortsat kan mærkes i de ømme skuldre og arme i dag, men som samtidig har fyldt lejligheden med gryder, tallerkener, bøjler og mapper. Nu ser her lidt mere beboet ud.
Min høst efter IKEA-ekspiditionen:

Her til morgen fik jeg en fantastisk besked: Jeg er optaget på lige præcis de praktiske fag, jeg havde ønsket mig aller mest på School of Arts and Media! Jubiii !!! Det betyder, at jeg ikke kun får tørre programmeringsfag, men også skal bruge de kommende måneder på at lave video og animationer. Fun fun :)

I morgen er der velkomstfest for nye udvekslingsstuderende på en båd på Themsen og fredag flyver jeg hjem på kort visit og fejrer Martins 30 års fødselsdag.

Monday, January 9, 2012

En fin lys lejlighed

Vi var godt spændte på, hvad der ventede os på den anden side af Ryanair flyveturen til London. Et klækkeligt depositum og en opsigelsesperiode på tre måneder var allerede aftalt og betalt - så der var lange udsigter, hvis den "flat" vi havde lejet skulle vise sig at være et pulterkammer. Det var den ikke. Tværtimod.

I aftes kunne jeg flytte ind i en fin lys to-værelses lejlighed på 6. sal i et dejligt kvarter. Køkkenet er, hvad man kunne kalde minimalistisk og vi skal vist ud at shoppe køkkeninventar, for lige nu er der ikke meget andet end de to campingtallerkener, jeg havde med hjemmefra.

Men her er god plads og ekstremt kort til et rent paradis af spisesteder, offentlig transport og ikke mindst Hyde Park :)





Om et par timer skal jeg til ´introduction day´ på universitetet, hvilket jeg er meget spændt på.