Cheerio Paddington

Vi ved ikke helt, hvordan det er sket, men på én eller anden måde er det gået hen og er blevet vores sidste dag i London. I eftermiddag tager vi for sidste gang i denne omgang Ryanair hjem til Danmark. Vores tasker er pakket til bristepunktet, vægge og hylder i vores lejlighed er gabende tomme og selvom vi glæder os til at være tættere på venner og familie er det sgu lidt vemodigt. For at gøre det nemmere har vi lavet en liste over de ting vi kommer til at savne i London, og ting, vi absolut ikke er kede af at tage fra.

Ting, vi kommer til at savne:
1. At være omgivet af verdensklasseforskere på universitetet
2. At kunne gå ud at spise os mætte i sund og lækker med for under 300 kr
3. At kunne opleve noget nyt hver eneste dag, blot ved at tage bussen 30 minutter i en eller anden retning og udforske en ny bydel.


Ting, vi ikke kommer til at savne:
1. At hente vores drikkevand i kælderen
2. At stå i kø for overhovedet at komme hen til bussen eller toget, når der er myldretid
3. At betale overpris for en slidt lejlighed med gyselige møbler (som vi alligevel med tiden er kommet til at holde af.

Første omgang bagage er klar til afgang.

Vi har solgt de fleste af de ting, vi købte herovre. Her er vinglas, skåle og en ramme pakket ind og klar til afhentning.

I aften kommer vi helt hjem til vores Aarhus lejlighed (hvis vi altså kan få alle vores 55 kilo bagage slæbt op på 3. sal) så farvel London og tak for seks skønne måneder!

På bygningskiggeri med arkitekten

Højt oppe i kuplen på Skt. Pauls Katedralen i London står håret lige op i vinden og på de smalle vindeltrapper på vej ned springer sveden frem ved synet af det lange frie fald, som venter, hvis foden træder forkert. Under Edmonds besøg i London fik vi set på bygninger - indefra, udefra, ovenfra, nedenfra - Martins bror er nemlig arkitekt. Og vi lærte, at det er den samme arkitekt - en Sir Norman Foster, der har bygget mange af Londons mest kendte vartegn. For eksempel det æggeformende rådhus City Hall og det agurkeformede glastårn, som bliver kaldt "the Gherkin".

Eddie foran agurkebygningen "the gherkin"

Den æggeformede city hall.

Martin og Edmond under Big Ben.

Brødrene foran Millenium Bridge med Skt. Pauls kuppel i baggrunden til højre.
Vi tog turen helt op i toppen af kuplen.

På vej til tops i Skt. Pauls

Endelig helt oppe.

Brødrene i Skt. Pauls kuppel med udsigt over city.

Martin og Eddie i Skt. Pauls. I baggrunden Europas nye højeste tårn.

Brødrene foran Buckingham Palace.

Weekenden, hvor Eddie besøgte os, handlede ud over bygninger om oksekød og god øl. Fredag aften var vi på Jamie Olivers nye steakhouse Barbecoa, som ligger med udsigt til Skt. Pauls katedralen, med efterfølgende øl på Holborn-bryggeriet Craft Beer Company i Leather Lane. Lørdag gik vi amok i delikatesser på Borough Market på Southbank til frokost, hvorefter Martin og Edmond til sammen spiste et kilo oksekød på argentinske Gaucho i Fitzrovia. Aftenen sluttede med specialøl på Brew Dog bryggeriets pub i Camden Town. Ikke dårligt. Drengene havde dog ikke fået nok af oksekød, så søndag tog vi til Bethnal Green pubben Approach Tavern til en omgang traditionel sunday roast med yorkshire pudding og hele svineriet.

Martin og Edmond smager på vinen på Jamie Olivers steakhouse.

Brødrenes oksekød hos Jamie Oliver.

Edmond i køen til grillet ost på Borough Market.

Martin og Edmond med dagens fangst på delikatesse markedet Borough Market.

Alle tre på argentinske Gaucho.

På argentinske Gaucho får man udskæringerne at se i rå tilstand, før man bestiller.

Et stykke af Martins oksemørbrad på Gaucho

De olympiske lege truer

Der er nu kun 27 dage til de Olypiske Lege rammer London og vi begynder for alvor at kunne mærke OL-feberen.

En tæller på Trafalgar Square har siden januar talt ned til OL.

Under hele vores ophold i London har undergrundsstationer været lukkede, veje har været gravet op, fortove er blevet udvidet - at sammen for at gøre bedre plads til de næsten 10 millioner mennesker, der forventes at komme til byen under begivenheden. Men i slutningen af juni begyndte man også at pynte op til OL. Alle de deltagende landes flag pryder Regent Street fra Piccadelli Circus til Oxford Circus.

De olympiske ringe er kommet op at hænge flere steder i byen.

Tower Bridge har fået olympiske ringe.

OL ringene kom op at hænge på Kings Cross St. Pancras tog station i juni.

Mange af de arenaer som olympiaden skal foregå i, eksisterede allerede inden, det blev besluttet at holde OL i London, men selve den olympiske park er blevet bygget op fra bunden i Stratford, som er et tidligere industri-kvarter i øst London. Dele af bydelen er blevet komplet transformeret til anledningen, og kontrasten mellem de nye og det gamle er massiv, hvis man nærmer sig OL-byen til fods. Fra faldefærdige grafittibefængte huse i røde mursten og pap for vinduerne til pletfrie åbne pladser med kunst og shoppingcentre med glitrende glasfacader.

Tube stationen ved den Olympiske Park har fået skiltene på plads.

Et stort kunstværk byder gæsterne velkommen i den Olympiske by i Stratford.

Byggeriet af den 200 hektar store olympiske park i Stratford er i slutningen af juni endnu ikke helt færdigt.

Den rutsjebanelignende konstruktion til højre skal blive til en skulptur.

Indtil videre har kun byggearbejdere adgang til den olympiske park.

Alle har til gengæld adgang til Westfield Shopping center, som ligger lige ved
siden af den olympiske park og er blevet udvidet så meget til lejligheden,
at det nu er med sine 175.000 m2 er et af de største shopping centre i Europa.

Også historiske Greenwich er ved at få sit eget OL-stadion til de olympiske dicipliner, der involverer heste. Publikum får herfra en fantastisk udsigt - ikke bare over begivenhederne på stadion, men til det gamle dronninge palads, Themsen og til Londons skyline i business-bydelen Docklands.

Ridestadion ligger lige foran det gamle royale palads.

I baggrunden er Londons skyline i finansdistrektet Docklands.

OL-souveniers har været til salg i London lige siden vi flyttede hertil i januar, men nu hvor tiden nærmer sig, er hele byen plaget af olympiadens bizarre maskot: Den er blå og grå og ligner et ét-øjet rumvæsen.

Maskotten for OL i London har ét øje og punker hår.

OL maskotten i Beefeater kostume

OL maskotten i britisk betjent udstyr

OL byen er ikke åbnet endnu, men dét er souvenier butikkerne.

OL maskotten i britiske farver

Selv om det naturligvis kunne være spændende at være i London under olympiaden, er vi ret glade for at flytte hjem inden. Med en fordobling af indbyggertallet i London i de tre uger, OL er i gang, bliver det et mareridt at komme rundt. Vi har i månedsvis fået breve og e-mails fra kampagner, der forsøger at lokke de lokale til at forlade byen under OL for at undgå et komplet sammenbrud af transportsystemet med busser, undergrundsbaner og taxaer.

Multikulti hultibulti

Der bor 7,5 millioner mennesker i London. Heraf er 2,5 millioner mennesker kommet hertil fra andre steder i verden end Storbritannien for at arbejde, studere eller prøve lykken. Oveni hatten får byen hvert år besøg af mere end 20 millioner turister fra hele verden. Det sætter sit helt særlige multikulturelle præg på byen. Blot en tur ned ad gaden fører til mødet med et hav af sprog, hudfarver, tøjstile, madkulturer og dufte. På en halv time kan man være nået omkring både Asien, Afrika og Østeuropa.
Gennem universitetet har vi mødt folk fra hele verden: fra Congo over Colombia til Rumænien. Det har indimellem ført til nogle underholdende misforståelser og kultursammenstød.

Reklame for taletidskort i Øst London

Colombiansk madkultur
På uni rendte Martin eksempelvis ind i en rar fyr fra Colombia, som kun var kortvarigt i London og havde en vis portion hjemve med sig. Alt var bare bedre derhjemme, fortalte han. Hele kontorets mundvand kom derfor i overproduktion, da han med strålende øjne fortalte om sin hjemegns retter med frisk fisk og grønsager. Det var først, da han nåede til at lovprise drikkevandet i sin hjemegn, at Martin begyndte at løfte øjnbrynene.
"In Colombia we have the cleanest drinking water in the world", proklamerede han stolt og tilføjede, da han så Martins undren:
"Yes, it is because we put chlorine in it. It is very good!".
Godt så.

Gaden Brick Lane kaldes også for mini-Bangladesh og her fåes alverdens eksotiske frugter.

Den mexikanske elite
En anden interessant forskel i verdensopfattelse kom til syne, da en flok udvekslingsstuderende fra Kirstins universitet havde arrangeret picnic i Regents Park. Arrangørerne var alle fra forskellige dele af Europa, men havde inviteret en gruppe mexikanere, som også var på udveksling. De kom senere og så ved synet af tæpper og plastikbestik på græsset lidt forkerte ud i ansigterne.
"Are we sitting there?", udbrød den ene af fyrene vantro, mens han pegede ned på græsset.
"In Mexico only the servants sit on the ground".

Gruppen af mexikanske udvekslingsstuderende kommer hovedsageligt fra eliten i Mexico City og er kommet til London for at studere business af den ene eller den anden art. Kirstin spurgte på et tidspunkt én af fyrene, som drømmer om at komme til at arbejde i Mexikansk politik, hvordan det stod til med narkokrigen og bekæmpelsen af korruption i Mexico. Han svarede, at det slet ikke var så slemt med den narko og at korruption altså var noget, de var kommet over inden årtusindskiftet. Senere på aften var hele flokken dog på pub og kom til at snakke om, hvor gammel man skulle være for at drikke eller for at få kørekort i de forskellige lande. Europæerne sad og diskuterede om flere lande burde sænke kørekortsalderen længere ned end til 18 år, da den mexikanske politiker-aspirant afbrød og sagde:
"You should do like in Mexico. For us we can start driving when we are 16, but for me it was cool. I was only 15 when I started driving alone. My dad just had to pay this police guy a little extra and then we got the permit. Mexico is the best country in the world".

Mellemøstlige rejseproblemer
På University of Westminster har Kirstin til mange af sine timer været en af de eneste, som tilnærmelsesvis lignede en almindelig blegfed britte. De fleste andre studerende var vokset op i Storbritannien, men havde rødder i Afrika, Mellemøsten eller Asien. Det betød for eksempel, at der ikke kom ret mange til time om fredagen, fordi de alle sammen skulle til fredagsbøn i moskeen.

Byens største moske ligger i Øst London

For Kirstin var det et kighul ind til en meget anderledes verden, når de 19-årige piger fra Mellemøsten fortalte om deres anden klassekammerat, som måske ville stoppe på uni, fordi hun snart skulle giftes. Gommen var lige kommet ud af fængslet, og eftersom den kommende brud ikke havde kendt ham mere end et par måneder gik snakken på, om hun mon var blevet gravid og derfor tvunget til at gifte sig med ham. 

En anden af Kirstins klassekammerater var en stor fyr, som oprindeligt kommer fra Syrien. Efter en af forårets små skoleferier sad tøserne i klassen og sammenlignede rejsemål: En havde været i Portugal med familien og en anden i Frankrig. Den store syriske fyr så lidt slukøret ud og pigerne spurgte hvorfor. Han og familien var blevet tvunget til at aflyse deres ferie til USA i sidste øjeblik, for det trak ud med visum-ansøgningerne.
"We can only go to places where I get kidnappet without a visa" jokede den store fyr og begyndte at remse op: "Afghanistan, Irak, Iran, Somalia". Et syrisk pas er åbenbart ikke meget værd. Selvom han selv havde boet 10 år i Storbritannien skulle han søge visum seks måneder i forvejen, hvis han kunne tænke sig en miniferie i et andet EU-land eller USA.

Mor og søn i Bethnal Green i det østlige London

Skoledrengenes frokostpause ved Chicken Mahal

I stagebåd i Cambridge

I universitetsbyen Cambridge, som ligger omtrent en times kørsel nord for London, er adgangen til de byens grønne områder begrænset: Det er primært studerende og professorer med gyldigt adgangskort, der bliver lukket ind i universiteternes private parker. De få steder, som den almindelige offentlighed også har adgang til, er det igen kun folk med adgangskort, som har lov til at betræde græsset. Mange besøgende til Cambridge tager derfor en bådtur på kanalen bag om de adgangsbegrænsede områder, og det samme gjaldt os, da vi en søndag lagde vejen forbi byen.

Græsset på Kings College er kun for studerende.

Kirken ved Kings College er imponerende.

Boghandlen ved Cambridge Universitet havde masser af guf for Martin.

Cambridges fine gamle runde kirke.

Her ses kirken og det private grønne område ved Kings College.

Cambridge og kanalen Cam er Storbritanniens center for den form for sejlads, som briterne kalder for "punting". Når man "punter" sidder passagererne i en lang fladbundet båd og lader sig transportere af én enkel person, som står på bådens bagende med en tre meter lang stang. "Punteren" presser stangen ned mod bunden af vandløbet og støder fra, sådan at båden bevæger sig fremad. Kunsten er nu at navigere i det smalle vandløb og samtidig undgå at få overbalance og falde i.

Kanalen i Cambridge.

Martin punter på kanalen.

Mange af de studerende i Cambridge "punter" besøgende rundt i kanalen i deres fritid, men vi ville hellere selv prøve kræfter med den skøre sejlsport, så vi lejede en båd og begav os afsted. Martin var galant og "puntede" Kirstin rundt i hele Cambridge. Hun skulle bare læne sig tilbage og nyde aftensolen og udsigten. Det tog lidt øvelse at finde en rytme og navigere uden om de andre både, men Martin blev hurtigt god til at "punte", selvom han holdt på, at det var den mest ineffektive form for transport, han hidtil havde prøvet.

En dronning til vands, til lands og i luften

Der blev ikke sparret på noget, da Dronning Elizabeth II blev fejret i London i weekenden. Alle tænkelige transportmidler kom i brug: Kanoer, kajakker, krigsskibe, damptog, jagerfly, heste, husbåde, rolls royce, royale yachts, jeeps og hestevogne.

Vi havde besøg af Kirstins veninde Jannie fra København under festlighederne, som begyndte med tusindvis af padlende royalister på floden Themsen søndag eftermiddag. Allerede 2,5 time før det skulle begynde, stod vi klar ved flodbredden overfor Battersea Park, hvor flotillen skulle starte. Menneskemasserne var allerede betragtelige på det tidspunkt, så vi fandt os et udsigtspunkt på en lille forhøjning lidt væk fra vandet, hvorfra vi også kunne følge herlighederne på storskærm.

Ventetiden var en kold fornøjelse, men vi muntrede os med plastikkronen, den oppustelige hånd og de britisk farvede solbriller, vi havde taget med. Imens kørte der en propagandafilm om dronningens "glorious life" på storskærmen. Efter filmen begyndte en gruppe fremmødte familier klædt helt i rødt, hvidt og blåt at skråle sangen "God save the queen", hvori den gamle kone bliver omtalt som "gracious", "noble", "victorious" og selvfølgelig "glorious". Vi nynnede med, så godt vi kunne og viftede med de medbragte flag.

 

Endelig begyndte sejlturen, og højtalerne ved siden af storskærmen skrattede modvilligt, da lyden fra klokke-båden, som sejlede forrest, var skruet helt absurd højt op. Vi fik kun et lille glimt af den ude på vandet, men fulgte ellers med på skærmen. Det så noget kaotisk ud med hundredvis af halvkedelige småbåde, som padlede ind og ud mellem hinanden på Themsens grumsede vand. Pludselig var der et gammelt damplokomotiv på en af broerne over Themsen, som begyndte at fløjte sindssygt højt og tøffe frem og tilbage over floden. Så jublede de alle sammen. Vi jublede med uden at forstå, hvorfor dét nu skulle være så fantastisk.

Så tonede kongefamilien frem på skærmen og menneskemassen omkring os hujede ved synet af Prins William og Kate, der gik ombord på båden. Dronningen selv skulle af en eller anden årsag med en mindre royal yacht ud til den større royale yacht, så alle ventede og ventede, mens hun blev fragtet ud til det egentlige kongeskib, og dronningesejladset kunne begynde.

Her kan klokke-båden skimtes.

Benene var ømme og tæerne forfrosne, da kongeskibet en halv time senere passerede os, så vi skyndte os hjem i varmen. Vi nåede at få et lille glimt og et foto af den royale båd, inden vi gav op. (den lille kornede hvide prik øverst på skibet vist nok er dronningen).

Det gyldne i midten er kongeskibet.

Den hvide prik ombord på kongeskibet er vist nok dronningen.

Folk kravlede op i træerne for at se dronningen.

Folk risikerede liv og lemmer for et glimt af kongefamilien.

Vi var ikke de eneste, som gik hjem, da dronningen var sejlet forbi.

Undergrundsbanen var proppet i dagene omkring jubilæet.

Det viste sig dog at være godt tidspunkt at gå på, for kort efter satte regnen og vinden for alvor ind, hvilket gjorde at fyrværkeriet ved slutningen af sejlturen fremstod noget fesent og at den planlagte flyveopvisning blev aflyst. Den 86-årige dronning og hendes 90-årige prinsgemal Prins Phillip stod ranke i regnen på bådens tag i 4 stive timer under sejlturen, hvilket Prins Phillip efterfølgende betalte prisen for med en flere dage lang hospitalsindlæggelse. Den stakkels gamle mand havde fået blærebetændelse.

Dronningen måtte derfor tage alene til koncert foran Buckingham Palace mandag aften. Hun var dog udstyret med tydelige gule ørepropper, så vi tvivler på at hverken hun eller prinsgemalen syntes, at det var noget større tab, at han gik glip af Robbie Williams, Kylie Minogue, Elton John og Stevie Wonder. Vi så koncerten på den lokale pub i Paddington og kunne skimte fyrværkeriet over Hyde Park gennem vinduet, da musikken sluttede.

Værre var det, da dronningen på jubileets sidste dag skulle til gudstjeneste i Skt. Pauls Katedralen, for at biskoppen kunne takke Gud for hendes lange "utterly demanding but deeply joyful" regeringstid. Her måtte hun tage alene afsted, da prinsen stadig var på sygehuset. Kirstin stod klar, da hun kom kørende forbi på vej i kirke i sin rolls royce og fik et par udmærkede billeder.

Kate vinker til folket.

Dronningen med hofdame

På vej til frokost.

Efter kirken var der kongelig frokost med politikerne i Westminster Hall og sammen med omtrent 1 million andre mennesker ventede Kirstin og hendes østrigske veninde Andrea udenfor imens. Dronningen skulle nemlig køre i karet tilbage til Buckingham Palace og flere timer før hun kom, var folk allerede kravlet op i lygtepælene for at få et glimt af det hele. Kirstin havde fundet sig en plads på pælen på billedet nedenfor og havde efterfølgende ny respekt for pælesiddere - Bagdelen er endnu øm her to dage senere. Hvad man ikke gør for majestæten :)

Pælen, som Kirstin sad på.

Pælen gjorde Kirstin et hoved højere end normalt - nedenfor i den blå jakke er Kirstins østrigske veninde Andrea.

Pælesidderiet betalte sig dog, for da guldkareten endelig kørte frem, var der en smule udsigt mellem de fremstrakte kameraer og skuldersiddende børn fra Kirstins pæl. Her er beviserne:

Dronningen og Camilla i guld-karet.

Dronningen og Camilla i guld-karet.

Dronningen gennemførte karetturen med 20 minutters vinken og fremtvunget smil, men det var ikke slut endnu. Den store finale var den vinkende kongefamilie på Buckingham Palaces´ altan, og en række antikke militærfly som spredte røg i Englands farver hen over himlen.

Folk havde sovet ude i regnen natten til tirsdag for at komme ind og se "the balcony appearance" og samtlige gader omkring paladset blev lukket af for fodgængere flere timer før begivenheden. Kirstins veninde Nora havde vundet lodtrækningen om at få billetter til de sæder, der var opstillet foran paladset, men fik ved indgangen at vide at hun skulle blive siddende i 8 kolde timer for at få lov til at indtage sin plads. Hun takkede ja, men fik ud over flere glimt af majestæten også en forkølelse med sig hjem.

Alt i alt var det super hårdt at fejre den gamle dronning, men det var samtidig en stor oplevelse at se britterne folde sig ud i al deres nationale stolthed og nu kan vi sige, at vi har set Elizabeth II i ægte levende live.