Præsentation af bloggen

Følg en dansk journalist og en Ph.D. studerende under et 6 måneder langt studieophold i London i foråret 2012.

Friday, June 8, 2012

En dronning til vands, til lands og i luften

Der blev ikke sparret på noget, da Dronning Elizabeth II blev fejret i London i weekenden. Alle tænkelige transportmidler kom i brug: Kanoer, kajakker, krigsskibe, damptog, jagerfly, heste, husbåde, rolls royce, royale yachts, jeeps og hestevogne.

Vi havde besøg af Kirstins veninde Jannie fra København under festlighederne, som begyndte med tusindvis af padlende royalister på floden Themsen søndag eftermiddag. Allerede 2,5 time før det skulle begynde, stod vi klar ved flodbredden overfor Battersea Park, hvor flotillen skulle starte. Menneskemasserne var allerede betragtelige på det tidspunkt, så vi fandt os et udsigtspunkt på en lille forhøjning lidt væk fra vandet, hvorfra vi også kunne følge herlighederne på storskærm.

Ventetiden var en kold fornøjelse, men vi muntrede os med plastikkronen, den oppustelige hånd og de britisk farvede solbriller, vi havde taget med. Imens kørte der en propagandafilm om dronningens "glorious life" på storskærmen. Efter filmen begyndte en gruppe fremmødte familier klædt helt i rødt, hvidt og blåt at skråle sangen "God save the queen", hvori den gamle kone bliver omtalt som "gracious", "noble", "victorious" og selvfølgelig "glorious". Vi nynnede med, så godt vi kunne og viftede med de medbragte flag.





Endelig begyndte sejlturen, og højtalerne ved siden af storskærmen skrattede modvilligt, da lyden fra klokke-båden, som sejlede forrest, var skruet helt absurd højt op. Vi fik kun et lille glimt af den ude på vandet, men fulgte ellers med på skærmen. Det så noget kaotisk ud med hundredvis af halvkedelige småbåde, som padlede ind og ud mellem hinanden på Themsens grumsede vand. Pludselig var der et gammelt damplokomotiv på en af broerne over Themsen, som begyndte at fløjte sindssygt højt og tøffe frem og tilbage over floden. Så jublede de alle sammen. Vi jublede med uden at forstå, hvorfor dét nu skulle være så fantastisk.







Så tonede kongefamilien frem på skærmen og menneskemassen omkring os hujede ved synet af Prins William og Kate, der gik ombord på båden. Dronningen selv skulle af en eller anden årsag med en mindre royal yacht ud til den større royale yacht, så alle ventede og ventede, mens hun blev fragtet ud til det egentlige kongeskib, og dronningesejladset kunne begynde.




Her kan klokke-båden skimtes.

Benene var ømme og tæerne forfrosne, da kongeskibet en halv time senere passerede os, så vi skyndte os hjem i varmen. Vi nåede at få et lille glimt og et foto af den royale båd, inden vi gav op. (den lille kornede hvide prik øverst på skibet vist nok er dronningen).
Det gyldne i midten er kongeskibet.

Den hvide prik ombord på kongeskibet er vist nok dronningen.

Folk kravlede op i træerne for at se dronningen.

Folk risikerede liv og lemmer for et glimt af kongefamilien.

Vi var ikke de eneste, som gik hjem, da dronningen var sejlet forbi.
Undergrundsbanen var proppet i dagene omkring jubilæet.


Det viste sig dog at være godt tidspunkt at gå på, for kort efter satte regnen og vinden for alvor ind, hvilket gjorde at fyrværkeriet ved slutningen af sejlturen fremstod noget fesent og at den planlagte flyveopvisning blev aflyst. Den 86-årige dronning og hendes 90-årige prinsgemal Prins Phillip stod ranke i regnen på bådens tag i 4 stive timer under sejlturen, hvilket Prins Phillip efterfølgende betalte prisen for med en flere dage lang hospitalsindlæggelse. Den stakkels gamle mand havde fået blærebetændelse.

Dronningen måtte derfor tage alene til koncert foran Buckingham Palace mandag aften. Hun var dog udstyret med tydelige gule ørepropper, så vi tvivler på at hverken hun eller prinsgemalen syntes, at det var noget større tab, at han gik glip af Robbie Williams, Kylie Minogue, Elton John og Stevie Wonder. Vi så koncerten på den lokale pub i Paddington og kunne skimte fyrværkeriet over Hyde Park gennem vinduet, da musikken sluttede.









Værre var det, da dronningen på jubileets sidste dag skulle til gudstjeneste i Skt. Pauls Katedralen, for at biskoppen kunne takke Gud for hendes lange "utterly demanding but deeply joyful" regeringstid. Her måtte hun tage alene afsted, da prinsen stadig var på sygehuset. Kirstin stod klar, da hun kom kørende forbi på vej i kirke i sin rolls royce og fik et par udmærkede billeder.

Kate vinker til folket.
Dronningen med hofdame


På vej til frokost.

Efter kirken var der kongelig frokost med politikerne i Westminster Hall og sammen med omtrent 1 million andre mennesker ventede Kirstin og hendes østrigske veninde Andrea udenfor imens. Dronningen skulle nemlig køre i karet tilbage til Buckingham Palace og flere timer før hun kom, var folk allerede kravlet op i lygtepælene for at få et glimt af det hele. Kirstin havde fundet sig en plads på pælen på billedet nedenfor og havde efterfølgende ny respekt for pælesiddere - Bagdelen er endnu øm her to dage senere. Hvad man ikke gør for majestæten :)
Pælen, som Kirstin sad på.

Pælen gjorde Kirstin et hoved højere end normalt - nedenfor i den blå jakke er Kirstins østrigske veninde Andrea.
Pælesidderiet betalte sig dog, for da guldkareten endelig kørte frem, var der en smule udsigt mellem de fremstrakte kameraer og skuldersiddende børn fra Kirstins pæl. Her er beviserne:
Dronningen og Camilla i guld-karet.

Dronningen og Camilla i guld-karet.


Dronningen gennemførte karetturen med 20 minutters vinken og fremtvunget smil, men det var ikke slut endnu. Den store finale var den vinkende kongefamilie på Buckingham Palaces´ altan, og en række antikke militærfly som spredte røg i Englands farver hen over himlen.



Folk havde sovet ude i regnen natten til tirsdag for at komme ind og se "the balcony appearance" og samtlige gader omkring paladset blev lukket af for fodgængere flere timer før begivenheden. Kirstins veninde Nora havde vundet lodtrækningen om at få billetter til de sæder, der var opstillet foran paladset, men fik ved indgangen at vide at hun skulle blive siddende i 8 kolde timer for at få lov til at indtage sin plads. Hun takkede ja, men fik ud over flere glimt af majestæten også en forkølelse med sig hjem.

Alt i alt var det super hårdt at fejre den gamle dronning, men det var samtidig en stor oplevelse at se britterne folde sig ud i al deres nationale stolthed og nu kan vi sige, at vi har set Elizabeth II i ægte levende live.

No comments:

Post a Comment