Multikulti hultibulti

Der bor 7,5 millioner mennesker i London. Heraf er 2,5 millioner mennesker kommet hertil fra andre steder i verden end Storbritannien for at arbejde, studere eller prøve lykken. Oveni hatten får byen hvert år besøg af mere end 20 millioner turister fra hele verden. Det sætter sit helt særlige multikulturelle præg på byen. Blot en tur ned ad gaden fører til mødet med et hav af sprog, hudfarver, tøjstile, madkulturer og dufte. På en halv time kan man være nået omkring både Asien, Afrika og Østeuropa.
Gennem universitetet har vi mødt folk fra hele verden: fra Congo over Colombia til Rumænien. Det har indimellem ført til nogle underholdende misforståelser og kultursammenstød.

Reklame for taletidskort i Øst London

Colombiansk madkultur
På uni rendte Martin eksempelvis ind i en rar fyr fra Colombia, som kun var kortvarigt i London og havde en vis portion hjemve med sig. Alt var bare bedre derhjemme, fortalte han. Hele kontorets mundvand kom derfor i overproduktion, da han med strålende øjne fortalte om sin hjemegns retter med frisk fisk og grønsager. Det var først, da han nåede til at lovprise drikkevandet i sin hjemegn, at Martin begyndte at løfte øjnbrynene.
"In Colombia we have the cleanest drinking water in the world", proklamerede han stolt og tilføjede, da han så Martins undren:
"Yes, it is because we put chlorine in it. It is very good!".
Godt så.

Gaden Brick Lane kaldes også for mini-Bangladesh og her fåes alverdens eksotiske frugter.

Den mexikanske elite
En anden interessant forskel i verdensopfattelse kom til syne, da en flok udvekslingsstuderende fra Kirstins universitet havde arrangeret picnic i Regents Park. Arrangørerne var alle fra forskellige dele af Europa, men havde inviteret en gruppe mexikanere, som også var på udveksling. De kom senere og så ved synet af tæpper og plastikbestik på græsset lidt forkerte ud i ansigterne.
"Are we sitting there?", udbrød den ene af fyrene vantro, mens han pegede ned på græsset.
"In Mexico only the servants sit on the ground".

Gruppen af mexikanske udvekslingsstuderende kommer hovedsageligt fra eliten i Mexico City og er kommet til London for at studere business af den ene eller den anden art. Kirstin spurgte på et tidspunkt én af fyrene, som drømmer om at komme til at arbejde i Mexikansk politik, hvordan det stod til med narkokrigen og bekæmpelsen af korruption i Mexico. Han svarede, at det slet ikke var så slemt med den narko og at korruption altså var noget, de var kommet over inden årtusindskiftet. Senere på aften var hele flokken dog på pub og kom til at snakke om, hvor gammel man skulle være for at drikke eller for at få kørekort i de forskellige lande. Europæerne sad og diskuterede om flere lande burde sænke kørekortsalderen længere ned end til 18 år, da den mexikanske politiker-aspirant afbrød og sagde:
"You should do like in Mexico. For us we can start driving when we are 16, but for me it was cool. I was only 15 when I started driving alone. My dad just had to pay this police guy a little extra and then we got the permit. Mexico is the best country in the world".

Mellemøstlige rejseproblemer
På University of Westminster har Kirstin til mange af sine timer været en af de eneste, som tilnærmelsesvis lignede en almindelig blegfed britte. De fleste andre studerende var vokset op i Storbritannien, men havde rødder i Afrika, Mellemøsten eller Asien. Det betød for eksempel, at der ikke kom ret mange til time om fredagen, fordi de alle sammen skulle til fredagsbøn i moskeen.

Byens største moske ligger i Øst London

For Kirstin var det et kighul ind til en meget anderledes verden, når de 19-årige piger fra Mellemøsten fortalte om deres anden klassekammerat, som måske ville stoppe på uni, fordi hun snart skulle giftes. Gommen var lige kommet ud af fængslet, og eftersom den kommende brud ikke havde kendt ham mere end et par måneder gik snakken på, om hun mon var blevet gravid og derfor tvunget til at gifte sig med ham. 

En anden af Kirstins klassekammerater var en stor fyr, som oprindeligt kommer fra Syrien. Efter en af forårets små skoleferier sad tøserne i klassen og sammenlignede rejsemål: En havde været i Portugal med familien og en anden i Frankrig. Den store syriske fyr så lidt slukøret ud og pigerne spurgte hvorfor. Han og familien var blevet tvunget til at aflyse deres ferie til USA i sidste øjeblik, for det trak ud med visum-ansøgningerne.
"We can only go to places where I get kidnappet without a visa" jokede den store fyr og begyndte at remse op: "Afghanistan, Irak, Iran, Somalia". Et syrisk pas er åbenbart ikke meget værd. Selvom han selv havde boet 10 år i Storbritannien skulle han søge visum seks måneder i forvejen, hvis han kunne tænke sig en miniferie i et andet EU-land eller USA.

Mor og søn i Bethnal Green i det østlige London

Skoledrengenes frokostpause ved Chicken Mahal