En dame kom til London

I torsdags landede en sød dame i London: Sarah, som Kirstin kender fra journalisthøjskolen, kom på forlænget weekend hos os. Vi havde lejet en af kollegiets folde-ud-senge og vi nød at have hende som vores feriebarn.

Sarah i vores stue i London

Desværre for Sarah faldt hendes besøg sammen med enden på tre måneders tørke i London, så weekenden var præget af tordenvejr og voldsomme byger. Vi fik dog hurtigt anskaffet os parablyer og trodsede uvejret. Sarah kom med til Camden Town, hvor vi kiggede på smart selvlysende tøj og yndige hjerteformede solbriller til hendes bryllupsrejse til efteråret ;)

Sarah var især ved at falde for denne smukke neon-kjole.

Hos Cyberdog i Camden Town kan man få alt i neon-tøj.

Test af det nyeste smarte inden for solbriller

Fredag stod i sightseeingens tegn, så mens Martin var på universitetet trak Kirstin Sarah med på vandring rundt i byen til hendes fødder var helt blå. Det skal lige indskydes, at den blå farve ikke kom fra anstrengelsen, men fra Sarahs våde støvler.

Vi gik fra St. Pauls katedralen over Millenium broen til Tate Modern for at se et af verdens dyreste kunstværker: Damien Hirst´s diamantbesatte kranium. Alene materialerne til værket har kostet 150.000.000 kroner, da det ud over en platin afstøbning af et menneske-kranium er lavet af 8601 fejlfri diamanter. Intet mindre. Sikkerheden omkring værket var af samme årsag massiv og vi måtte stå i kø og vise indholdet af vores tasker til flere store bodyguards med øresnegl for at komme ind til det glimtende dødningehoved. Det var strengt forbudt at fotografere inde i mørket, så vi har ingen fotos, men du kan klikke her for at se et billede af diamant-kraniet.

Udsigt til Millenium Brigde og St. Pauls katedralen.

Kirstin og Sarah i køen til at se Damien Hirsts diamant kranium.

Den sydkoreanske kunster Do Ho Suh´s Staircase III på Tate Modern.

Frokost skulle der også til og da der endelig var en pause mellem bygerne købte vi sandwich til take away for at spise dem på en bænk ved Themsen. Selvfølgelig begyndte det at dryppe, så snart vi forlod sandwichbaren. Perfekt. Det endte med at vores sandwich blev indtaget på luksuriøs vis siddende på papirsposer i en gammel tunnel, mens de britiske business folk næserynkende hastede forbi.

Sarah får luksus frokost som posedame i tunnel.

Borough Market har alt i frisk fisk.

Efter posedamefrokosten i gyden forsøgte vi lynhurtigt at klatre nogle trin op af den sociale rangstige ved at besøge det eksklusive delikatesse marked i Borough. Her kommer byens kokke eftersigende for at købe lækre råvarer, og vi så til, mens der blev solgt rådyrkød og kæmpemæssige franske oste.

Da klokken blev tre havde vi øvet os så tilpas meget i lillefingerstrit, at vi var klar til at agere fine damer og tage til afternoon tea på et fancy hotel i Covent Garden. Det er en engelsk tradition, som oprindeligt var et mellemmåltid, men især for de højere sociale klasser har udviklet sig til et massivt sukker-bombardement. For 175 kroner pr. person får man lige så meget te, man kan drikke, fire scones, otte små sandviches og seks lækre konditorkager. Meget mad? Alt for meget. Vi måtte levne for ikke at sprække. Dyrt? Jovist, men det er jo heller ikke hver dag, man får lov at lege britisk adelig. Til sammenligning koster samme omgang på The Ritz 550 kroner pr. person - her er champagne dog også inkluderet.

Godterne kommer i tre etager til afternoon tea.

Konditorkager med mandler, citron, kanel og overvældende mængder chokolade.

Restauranten var så fin at der var tjenere til at brede servietten ud på skødet af os.

Sarah inspicerer sin halvdel af kagerne på stativets øverste etage.

Efter næsten tre timer i sukkerparadis forlod vi den fine restaurant og gik af gud ved hvilken årsag i M&M´s butikken på Leicester Square. Det skal dog lige tilføjes, at vi ikke købte noget.

Fredag aften gik vi fra at være halvadelige grevindetyper til at være wannabe hipstersmarte storby-tøser. Vi skulle nemlig spise med de hippe i Soho. Og når man er rigtig hip, så venter man gerne en time i baren på et bord.... Eller det gjorde vi i hvert fald. Mmmm....æble-mojito og mexikansk....

Hipster Sarah og hipster Kirstin venter på et bord.

Vores mad på den hippe Soho mexikaner restaurant.

Lørdag var vi et smut på Bricklane Market for at spise frokost i den internationale hal, som byder på mad fra Ethiopien over Caribien til Vietnam. Vi fik vietnamesisk og gik derefter ned gennem business-området ved city på vej på shopping. Inde i designer stormagasinet Selfrigdes var vi i den fine afdeling, hvor en ung plastikoperet kvinde delte kys ud til en 20 år ældre mand, der var ved at købe hende et par Louboutin-sko til 5.000 kr.

Sarah så også på sko og fandt et par Louboutin-stilletter med glimmer på, som hun begejstret hævdede kun kostede 2000 kr. Da vi ved nærmere eftersyn fandt ud af, at der stod 20.000 kroner under sålen, var hun lige ved at tabe det dyre fodtøj.

Sarah og en vietnamesisk sommerrulle på Bricklane Market

Bricklane - læg mærke til klatretyven bagest i billedet.

Nede i finansdistriktet fik vi en sød turistdame, der ikke kunne
englesk, til at tage dette foto - desværre mangler the Gherkin toppen.

Sarah på sko-shopping demonstrerer præcis, hvor dårlig
stil nogen piger har i England.

Blandt de rige og fine i designer magasinet Selfridges.

Lørdag aften var desværre den sidste med vores skønne feriebarn, så vi tog på Jamie Olivers restaurant i Canary Wharf i Øst-London: Jamie´s Italien. Tjeneren var rigtig sød og snakkende, maden var lækker og rødvinen fantastisk. En dejlig dejlig aften.

Martin og Sarah er blevet færdige med deres "olives on ice"

Martin fik "seafood risotto" til forret.

Sarah havde udvalgt en virkelig god italiensk rødvin sammen med Martin.

Det blev til tre retter og en appetizer på Jamie´s restaurant.

Canary Wharf, hvor restauranten ligger, er et nyrenoveret halvfancy område.

Jagten på Nessie

Efter en lille weekendtur til Danmark fyldt med fødselsdagsfester og skønne gensyn, drog Kirstin videre til Skotland for at mødes med universitets-kammeraterne Johanna og Nora. Vi begyndte turen i smukke Edinburgh, som ligger omkranset af små bjerge og har bevaret imponerende mange af sine middelalderbygninger. Byen er større end Aarhus, men de fleste af attraktionerne ligger i den lille Old Town indenfor den gamle bymur og vores hostel lå med udsigt til det hele.

Edinburgh

Edinburgh

Edinburgh

Udsigt fra vores hostel vindue i Edinburgh

Fra Edinburgh lejede vi en lille blå Kia og begav os ad små snørklede veje nordpå. Kystområdet nordøst for Edinburgh bød på fantastiske udsyn over fjordens små øer, som Johanna her iklædt svenske farver poserer foran.

Kystområdet ved Kirkcaldy

Roadtrippets næste stop var Perth, der ligger centralt i det sydlige Skotland og er lidt mindre end Horsens. Man kan sige, at byen er den oprindelige Perth, da den vest-australske metropol af samme navn er opkaldt efter denne skotske flække. I Perth fik vi frokost i det våde, da det var netop her, vi for første gange fik den skotske regn at føle. I Skotland regner det i gennemsnit 222 dage om året, fik vi at vide af en lokal, da vi parably-løse styrtede tilbage til bilen. Kun svenske Johanna havde medbragt regnbeskyttelse på vores gåtur i byen.

En regnfuld gåtur i Perth

Livets vand kommer fra Skotland. De siger skotterne i hvert fald. Og når de taler om livets vand, mener de naturligvis skotsk whisky. Så vi måttte på destilleri for at se, hvordan de producerer de gyldne dråber. Som de absolutte whisky-novicer, vi er, lærte vi, at skotterne går højt op i, at en whisky produceret i højlandet absolut ikke er det samme som en whisky fra lavlandet.

Svenske Johanna er lidt af en whisky-entusiast, så på vores komprimerede roadtrip nåede vi forbi både et highland-destilleri og et lowland-destilleri. På lowland-destilleriet The Famous Grouse (den berømte rype) i Perthshire var produktionslokalerne, restauranten og souvenirbutikken meget velfrisererede, og ifølge Johanna smagte whiskyen, lige som hun kunne lide det.

Besøg på the Famous Grouse destilleriet

Besøg på the Famous Grouse destilleriet

Ved foden af Storbritanniens højeste bjerg i Skotlands vestlige højland kom Johannas smagsløs igen på prøve, da vi kiggede ind forbi højlandsdestilleriet Ben Nevis. Bjerget af samme navn tårner sig 1344 meter op bag destilleriet, men lod os kun se sin snetop i glimt gennem skydækket. Bygningerne var godt slidte og whiskyen alt for krydret til Johanna, men dén smag, sagde vores rundviser, var netop kendetegnende for højlands-whisky.

Foran Ben Nevis whisky destilleriet i Fort William

Ben Nevis producerer både blended scoth og single malt scotch whisky

Inde i selve destilleriet ved Ben Nevis

På Ben Nevis destilleriet modner whiskyen i egetræstønder udenfor.

Fra destilleriet fik vi et glimt af bjergets top.

Området omkring Perth og The Famous Grouse destilleriet hedder Perthshire og minder utrolig meget om det sydlige Sverige. Skove, anemoner, brusende flode, klipper og små bjerge i det fjerne. Vi parkerede bilen og gik en tur, da der var en pause mellem regnbygerne.

Gåtur ved Crieff i Perthshire

Smukke Perthshire

Vores mål den første dag var at nå byen Inverness, som er hovedbyen i det skotske højland og ligger tæt på søen med det berømte Loch Ness uhyre. På vejen dertil kørte vi gennem bjergene og fandt pludselig os selv omgivet af sne, der dog var ved at smelte i solen.

Gåtur i sneen i Tay Forest

Tay Forest

Da vi efter et par timer i bjergene nåede Inverness, der omtrent er på størrelse med Vejle, kom svenske Johanna i tanker om, at hun havde glemt at skrive navnet på det hostel, hun havde booket til os, ned. Da der heller ikke var kommet nogen bekræftelse fra stedet på e-mail, var vi på herrens mark. Nora havde skrevet adressen på et sted uden for byen ned og jeg kunne huske, at vi havde talt om byens youth hostel, så vi var omkring begge steder for at spørge, om vi mon havde en reservation dér. I begge tilfælde fik vi nej til svar. Problemet var, at overnatningen allerede var betalt og at vi derfor skulle betale dobbelt, hvis vi fandt et andet sted for natten.

Vores jagt bragte os frem og tilbage over floden Ness for at aflægge besøg på utallige hostels. En time senere var der gevinst, og vi forkælede os selv med et besøg på en restaurant ved floden, hvor vi fik laks og ørred frisk fra Loch Ness.

På jagt efter det bookede hostel i Inverness

Efter en times jagt fandt vi endelig vores hostel i Inverness

Fantastisk laks lige fra River Ness

 På skotsk restaurant i Inverness.

Selv om vi under vores rejse ikke hørte en eneste person tale skotsk-gælisk er mange af skiltene i højlandet fortsat både på engelsk og gælisk. Skotterne blev fra 1872 forbudt at tale gælisk i skolerne, og det påvirkede sproget for hele generationer af skotter. I dag anslås det, at kun omkring 60.000 skotter kan tale gælisk sammenlignet med 190.000 for 100 år siden. 

Skotsk gællisk skilt. Der står "Velkommen på Mc.Donalds".

Hovedattraktionen i Inverness området er naturligvis Loch Ness - søen der måske-måske ikke gemmer et enormt monster i sit dyb. Vi kørte de 37 kilometer langs bredden til søens sydspids uden at se så meget som et plask fra søuhyret. Men det kunne jo også være, at Nessie netop den dag slappede af på bunden af søen uhyggelige 230 meter under os, indskød en lokal i en souvenir-shop, da vi diskuterede manglen på søslange. 

Uhyret har efter sigende levet i søen og den tilstødende flod Ness, som løber gennem Inverness, siden det 6. århundrede. Dengang reddede en munk ifølge legenden en mand fra at blive spist af monstret ved at slå korsets tegn i luften. Nessie blev dog først verdenskendt i 1933, da et lokalt par hævdede at de havde set et 4 meter langt væsen med en høj tyk hals krydse vejen foran deres bil. Historien blev trykt i den lokale avis og Loch Ness feberen begyndte. Fra 1930´erne og frem til i dag har flere hundrede mennesker hævdet, at de har set Nessie og flere har også taget fotos og video af uhyret. Langt størstedelen er dog blevet afsløret som svindel.

Vi gik en tur i solen ved søens bred og var et smut omkring et museum, der fortæller, hvordan myten har udviklet sig. Her lærte vi blandt andet, at både englændere og skotter ad flere omgange har spenderet svimlende summer på at sende hele flåder af radar-både i søen for at opspore Nessie!

Johanna og Nora ved Loch Ness

Souvenir butikken ved Loch Ness

Udsigt over Loch Ness

Kirstin ved Loch Ness

På vores tur omkring floden mødte vi flere udgaver af monstret. Dog var de alle af plastik. 

 

Grøn Nessi

Lilla Nessi

Vi tog også en lille sejltur på søen, som bragte os hen forbi Urquhart Slotsruin, der ligger smukt på en lille tange ud i søen. Heller ikke på denne tur traf vi søuhyret.

Clansman Harbour ved Loch Ness

Urquhart slotsruin ved Loch Ness

På sejltur på Loch Ness

På sejltur på Loch Ness

På sejltur på Loch Ness

Efter Loch Ness gik turen videre gennem bjergene vest-over tilbage mod Edinburgh. På vejen passerede vi mindst  15 lochs af forskellig størrelse. Loch er et gammelt skotsk-gælisk ord for sø eller fjord, og det er ikke svært at forstå, at ordet stadig bruges i dag, hvor alle ellers først og fremmest taler engelsk, for det er som om, der i Skotland er en ny loch rundt om hvert sving.

Loch Leven

Loch Leven

Glen Lochay

Gruppebillede i Loch Lomond and the Trossachts National Park

Efter vores dage i højlandet nød vi at komme retur til Edinburgh, hvor vores hostel overraskede med hidtil usete luksus faciliteter: Egen fladskærm på værelset!

På luksus hostel i Edinburgh

Vores skotske eventyr sluttede med en fantastisk pizza på en svensk pizza-restaurant (!) i Edinburgh. I en brochure på bordet stod det beskrevet, hvordan melet var produceret på solskinsøen Bornholm af familien Jørgensen, som gik højt op i kvalitet. Skandinaviske produkter er åbenbart også hippe i Skotland.

Nordisk pizzasted i Edinburgh