Hip i Camden med de andre turister og Amy

Så gik endnu en weekend - denne gang med knap så meget kulde og knap så meget tandpine til Martin. Efter en uge på pencilin og smertestillende lader det nu til, at han er helt frisk igen.

Vi har været i hippe Camden Town i denne weekend - først på Amy Winehouses påståede yndlingspub The Hawley Arms fredag aften.
Det var en super hyggelig pub og kun på stedets toiletter lagde man mærke til Amy Winehouse feberen. Skriblerier i massevis på toiletdøren var tilegnet den afdøde sangerinde. "I wish I could go with you Amy, it hurts so bad", "RIP Amy" og "Amy flies in paradise" er blot et par eksempler på, hvad fans havde skrevet under deres toiletbesøg.Senere på weekenden nød vi det flotte og næsten forårsagtige vejr ved at mødes med Nora og Johanna på Primrose Hill. Det er byens højest beliggende park, der byder på en fantastisk udsigt over byen.
Derfra gik vi en tur ned omkring Camden Town igen.
I weekenderne er området proppet til randen med folk, der udforsker markedet, som har utalllige skæve indslag. Vi fandt en - i øvrigt ret fed skohandler - som havde hængt gamle offentlige toiletter op som skamler, kunderne kunne sidde på, mens de prøvede sko.
Og så var vi naturligvis fordi Cyberdog - tøjforretningen hvor alt er oplyst af uv-lys og mannequinerne er erstattet af robotter med lysende pink- og skriggrønne øjne. Ganske underholdende sted, hvor det desværre var forbudt at fotografere indendøre. Her er dog et billede af butiksfacaden:

Nu er det så hverdag igen og det bliver endnu en travl uge. Martin skal lave en præsentation af sit projekt på uni og de første afleverings deadlines på Kirstins uni truer allerede i næste uge.

De dyrebare dråber

Og når vi taler om dyrebare dråber, så er det ikke olie og heller ikke fancy årgangschampagne, vi mener. Det er såmænd bare ganske almindeligt drikkevand. Som ikke er så ganske almindeligt her i det centrale London.

Vi flyttede ind og så med stor glæde dette skilt over vores køkkenvask:Vi drak af vandet de første par dage og syntes godt nok, det smagte ligesom når man kommer til at sluge en mundfuld fra bassinet i en dansk svømmehal. Ved en nærmere gennemlæsning af kollegiets håndbog lærte vi dog også at "we strongly discourage residents from drinking the water in their rooms". Fedt nok - hvor skal vi så skaffe drikkevand?, tænkte vi.
Den følgende uge nåede vi at spendere omkring 100 kroner på vand i store dunke fra omkringliggende kiosker. Dén metode blev dog hurtigt alt for anstrengende - både for pengepungen og for armene, der skulle slæbe vandet hjem og op på 6. sal. Puh....

Men så var det, at vi opdagede "brønden". Tillad os at demonstrere, hvordan brøndsystemet fungerer:

Man tager sine tomme flasker...
...putter dem i en pose....
som man så bærer ned ad gangen....
hen til elevatoren.....
.....ned på "ground floor"....
....og hen til "brønden" for at fylde op....(her er det vigtigt at tænke strategisk med hensyn til tidspunktet, for på et kollegium med 200 beboere kan der være kø ved stedets eneste "brønd")

....tilbage op med elevatoren....
....og ta daaaa så er der vand til et par dage igen.....


Ja, man lærer at sætte pris på selv de mest basale ting hjemme i Danmark :)

50 bobbies og 200 demonstranter

"Revolution! Revolution". De yngste i demonstrationen gentog slagordet i en megafon, mens optoget sneglede sig forbi de vigtigste regeringsbygninger i det centrale London i lørdags.

Omkring 200 mennesker demonstrerede mod den såkaldte antipirat-aftale ACTA, netop da vi lagde vejen forbi Downing Street for at se, hvor Mr. Cameron holder til. Han var næppe hjemme, men politiet til gengæld var mødt talstærkt op for at tage imod demonstrationen.


Så vidt vi kunne forstå på de demonstrerende, var de godt og grundigt utilfredse med den internationale antipirat-aftale ACTA, som en lang række lande - UK og DK inklusive - allerede har underskrevet.
Formålet med aftalen er at stoppe udbredelsen af piratkopiering af mærkevarer. ACTA kommer derfor også til at ramme piratkopier på internettet.

Dét opfattede lørdagens demonstranter som en indskrænkning af friheden på nettet, og de er bestemt ikke alene. I hele verden har mere end 2,3 millioner mennesker skrevet under på en online underskriftsindsamling mod aftalen.

Hjemmet med 90´er gardinerne

Den lille lejlighed med det langhårede gulvtæppe i Paddington begynder for alvor at føles som vores. Vi har fået hængt billeder op på væggene, placeret potteplanter i vindueskarmene, puder i sofaen og bøger på hylderne. Møblerne er stadig godt slidte og gardinerne fortsat gyselige efterladenskaber fra de tidlige 1990´ere, men vi føler os hjemme nu.
I får lige et par billeder:
Soveværelset:



Stuen:

Vores bygning udefra: De to vinduer øverst i midten er vores:

Bad og køkken:

Ja, det er så hvad man får i Paddington for mere end to gange SU om måneden.... :)

Weekend-turister i vores nye by

I hverdagene hober afleveringer og projektarbejder sig op sammen med almindelige kedeligheder som vasketøj og opvask. Men i weekenderne tager vi kameraet over skulderen og pakker kortet i tasken, for så er det turisttid.

Indtil videre har vi besøgt:

...udstillingen Kinetica for digital kunst...




....Museum of Science...


Klassikerne ved Themsens bred: Big Ben




...London Eye...
...The horse guard building...
...med horse guard...
...Buckingham Palace


...og hele molevitten by night...

Søndag tilbragte vi på Bricklane Market i East End, hvor vi grovåd lækker street food fra alverdens internationale køkkener sammen med tyske Nora og svenske Johanna.

Spotning af skadedyr

Når pubberne lukker for natten bliver Londons gader levende af langhalede bæster. Rotterne myldrer frem. Sådan forestillede vi os da, da vi hørte vores gode britiske ven Simon fortælle om byens skadedyr inden afgang fra Danmark. Men de første par uger så vi ikke så meget som et knurhår.

"Kig ned på skinnerne, når I står og venter på tuben, så skal i nok se dem pile omkring", lød tippet fra Simon, da vi glade fortalte om de manglende gnavere. Siden har vi stirret på skinner, men indtil videre er det kun blevet til to små mus og en helt masse papkrus.

Glæden over manglen på rotter varede dog ikke længe. Det er nemlig ikke fordi, de ikke er her. De er bare flyttet. Til Hyde Park og Paddington, hvor vi bor! Affaldssystemet i Paddington involverer hverken skraldespande eller containere: Man stiller ganske enkelt sine plastikposer med affald ud på fortovet et døgns tid indtil skraldemændene kommer. Eller indtil rotterne kommer. For de har raveparty ude blandt madresterne hele natten. Kommer man derfor sent hjem og forstyrrer rottefesten inden skraldemændene har været der, så piler bæsterne i ly under parkerede biler og buske. Lige neden for vores bygning. Godt vi bor på 6. sal.
Og det er ikke kun i Paddington, vi har set rotterne leve det fede London-liv. Da sneen dækkede Hyde Park i sidste weekend strømmede både turister og lokale til for at bygge snemænd og fodre egern, fugle....og rotter.
En sød ældre dame havde fyldt en masse bæreposer med gammelt brød, som hun gavmildt delte ud af til parkens dyr. Det var mest rotter og måger, som myldrede frem til festen, men damen fortsatte ufortrødent sin uddeling af mad.
Nå ja...og så var der, denne her svane, som altså ikke orkede at vente på, at en anden ældre dame kom i gang med at dele ud af de godbragte godter.


Til sidst et bonus foto fra denne weekend, hvor sneen igen var forsvundet: Et MEGET ombejlet Hyde Park egern, der groft udnytter sit nuttede ydre til at vriste alverdens godter fra begejstrede turister.

Et par centimeter der stopper alt

I weekenden legede vi lidt turister; Kirstin tog med svenske Johanna og tyske Nora på Portobello Market i Notting Hill sammen med hundredvis af andre forfrosne turister. Vi shoppede grøntsager og kom op at skændes med en hidsig dame fra Danmark, som snød foran i køen til de varme pandekager. Johannas fingerspidser var blevet blå, da vi endelig fik en plads ved et bord på en cafe indendøre. Ahhhh.....te i litervis til at varme os op. Perfekt.



Lørdag aften kokkererede vi det hidtil mest komplicerede måltid vores lille kollegiekøkken endnu har set.


Mens vi nød maden, begyndte det at sne udenfor. Asiaterne på kollegiet blev ellevilde. De for ud for at slås med sne, tegne i sne og bygge i sne.

Lidt senere var der fest i kollegiets bar, hvor Kirstin tog Nora og Johanna med ned. Temaet skulle forestille at være 90´er, men hverken musik eller tøj stemte helt overens med det årti, så vi var glade for, at vi ikke var gået all in i gamacher og store mønstrede t-shirts.

Sneen blev ved med at vælte ned hele aftenen og da Johanna bor på universitetets kollegium ude i Harrow (40 minutter i tog) og London jo er så mærkværdig en storby, at togene stopper med at køre omkring midnat, besluttede hun at smutte hjemad halv tolv. Det skulle blive en længere rejse.

Vi var blevet advaret om, at London på ingen måde kan håndtere sne, men vi var enige om, at det da umuligt kunne gælde for et par centimeter. Men det kunne det. Johanna tog en tube (tog) her fra Paddington og tre stationer væk for at skifte, men togene derfra var alle blevet aflyst, så hun blev henvist til at stå i snevejret og vente på en natbus, der aldrig kom.
Kold og gennemblødt ringede hun en time senere: Hvad skulle hun stille op? Nora og Kirstin beordrede hende tilbage til kollegiefesten i Paddington, hvor vi varmede hende op med te og tæpper. Natten endte med at vi alle tre - trods strikse regler - måtte sove i vores lejligheds lille seng. Næste morgen sneg vi os diskret ud uden at vagten opdagede det.

De sølle par centimeter sne satte også en stopper for al trafik den følgende søndag: Halvdelen af flyene fra Heathrow blev aflyst og det samme gjorde Kirstins gruppearbejde. Vi skulle have mødtes og arbejdet i Sydlondon, men samtlige tog på den linje, der gik derned var forhindret på grund af sne.


Nu er sneen smeltet i indre by, hvor temperaturen ligger omkring frysepunktet. Men lidt længere ude i Harrow, hvor Kirstin har nogle af sine timer, ligger der endnu et par centimeter.